Anmeldelse af LEGO 10280 Blomsterbuket
2022-01-18
Introduktion
Jeg var så heldig at få den flotte LEGO blomsterbuket af min kæreste i valentinesgave sidste år, og jeg har lige siden tænkt at jeg ville lave en anmeldelse af blomsten. Nu jeg har endelig taget mig sammen, og jeg kan ligeså godt sige det med det samme - jeg er vildt begejstret for dette sæt. Jeg synes det er super dekorativt, og det synes min kæreste også. Ja, faktisk har blomsterbukketen fået lov til at blive stående fremme på skænken i et helt år. Det er bestemt ikke alle sæt der får lov til det.
Lidt facts om blomsterbukketen
Da blomsterbukketen blev offentliggjort sidste år blev jeg lidt overrasket over prisen på den positive måde, og jeg må faktisk sige, at jeg stadig synes prisen for 756 klodser er ganske fin, specielt taget i betragtning at man ofte kan finde den til 20% - 30% rabat.
- Nummer: 10280
- Antal klodser: 756
- Udgivet: 2021
- Alder: 18+
- Kategori: Creator Expert
- Listepris: 449,00 kr.
På forsiden af æsken kan man se at sættet tilhører "Botanical Collection" hvilket er en underkategori i Creator Expert, hvor man også finder Bonsaitræ 10382 og Paradisfugl 10289. Startskudet til denne serie kom netop med udgivelsen af blomsterbukketen, og i designervideoen fra LEGO afsløres det, at ideen til produktet kom fra en lærling i LEGO ved navn Astrid, som lavede LEGO blomster til bl.a. kontoret. Det er en ret sej historie og jeg er spændt på om LEGO Gruppen fortsætter med at udgive sæt i botanikkens tegn, og hvad næste produkt bliver.
Byggeoplevelsen
Man bygger en blomst ad gangen, og bygget er interessant og lidt anderledes end mange andre LEGO sæt, da man ikke bygger noget op der kan stå på et bord, men i stedet holder det i hånden mens det samles. Der er flere af blomsterne der er ens, hvilket giver en smule repetition, men der er et begrænset antal klodser per blomst, så jeg synes ikke det gør så meget. Desuden har det den fordel, at bygget er meget delevenlig. Det tog omkring et par timer at bygge blomsten, og der var intet tidspunkt hvor jeg mistede interessen.
Blomster i blomsterbuketten
Blomsterbukketen består af i alt 10 blomster og 5 grønne elementer. De 10 blomster er:
- 1x Aster
- 1x Valmue fra Californien
- 1x Lavendel
- 2x Løvemund
- 2x Tusindfryd
- 3x Roser
Lad os tage et individuelt kig på dem her.
Aster
Jeg var slet ikke klar over at Aster var en blomst - Hurra for at lære noget nyt mens man bygger LEGO! Jeg synes at denne blomst er en af de flotteste i sættet og måske den der minder mindst om en LEGO blomst, hvilket er en god ting. Det er et forholdsvis simpelt byg med mange gentagelser, men de fleste blomster består af gentagende mønstrer, hvilket måske er årsagen til, at det rent faktisk ligner en blomst fra virkeligheden.
Value fra Californien
Den californiske valmue giver en flot orange farve til buketten, men ellers er jeg ikke så bebejstret for blomsten. Jeg forstår ideen med "biltag" som blade, men jeg synes det bliver lidt for simpelt.
Rose
Blomsterbukketen består af tre roser og jeg synes de er flotte omend også lidt klodsede i udseende med brug af et så stort element som kølerhjelme. Mit største kritikpunkt med denne konstruktion er dog, at jeg flere gange har oplevet at tyngdekraften tager over, og det nederste blad på rosen kommer til at hænge nedad.
Løvemund
Løvemunden er min favoritblomst i sættet. Der skal bygges to løvemunde, hvor den ene er på en høj lige gren og den anden er på en lidt vinklet gren. Jeg er vild med farveskalaen der nærmest giver en gradient i udtrykket, og så er det igen detaljerigdommen i bygget der virkelig får den til at se virkelighedstro ud.
Lavendel
Lavendelen er den højeste blomst i buketten. Der er virkelig mange små 1x1 blomster der skal sættes på, hvilket er lidt monotont, men resultatet er virkelig flot. Jeg vil dog sige, at jeg flere gange kørt igennem Sydfrankrig, og jeg husker altså lavendelmarkerne som værende lidt mere lilla end denne, men der findes måske forskellige arter?
Tusindfryd
Der er tre styks tusindfryd i buketten og jeg synes egentlig det er flot at man med så få klodser kan lave en blomst man ikke er i tvivl om hvad er. Disse tusindfryd har dog samme problem som roserne med at tyngdekraften får dem til at hænge nedad. På billedet i bunden af anmeldelsen kan du se hvordan mine tusindfryd ofte kommer til at hænge. ofte kommer til at hænge.
Grønne elementer
Udover blomsterne ovenfor er der også fem "grønne elementer" i form af grene og blade, eller hvad jeg skal kalde dem. Som i en virkelig blomsterbuket giver det volumen, og det fungerer rigtig godt. Der er tre af nedenstående type, og det er sjovt brug af en skateboard klods til at gøre blandene spidse for enden.
Der medfølger desuden to af nedenstående grene bestående af busk-elementer, og for mig er disse buske helt ikoniske, da jeg legede med som barn. Der var flere af disse med i f.eks. Fort Legoredo 6769 - Uha, hvilken nostalgi. Det fremhæves i byggevejledningen, at disse buske i dag produceret af plantebaseret plastik som et led i at gøre produktionen af klodserne mere bæredygtig. Jeg kan ikke mærke nogen kvalitetsforringelse af buskene, når jeg sammenligner med nogle fra ældre sæt, så jeg bakker op om den bæredygtighedsstrategi.
Opsummering
Jeg er kort sagt meget begejstret for dette sæt. Det kan tilskrives kombinationen af at det er en original ide, byggeoplevelsen er anderledes og lærerig, det samlede produkt er flot og så er prisen ganske rimelig. Hver gang jeg har haft gæster for første gang har de kommenteret på LEGO blomsterbukken og sagt at den er sjov.
Hvis du har fået lyst til at få din egen LEGO blomsterbuket, så kan jeg anbefale klodskammeret.dk som har samlet en masse på priser på LEGO og viser hvor det er billigst.
Som fremhævet i anmeldelsen har jeg selvfølgelig også nogle kritikpunker, men det er småting og trækker ikke væsentlig ned i min begejstring. Har du en kæreste eller ven der interesserer sig for LEGO vil jeg varmt anbefale 10280 Blomsterbuket som en gaveide.
Jeg er vild med:
- Den originale ide
- Virkelig flot udstillingsmodel
- Prisen
- Alletiders gaveide
Jeg er ikke så vild med:
- Repetition i enkelte blomster
- Blomsterblade hænger nedad over tid
- Technic akslerne (blomstergrenene) bliver skæve pga. blomsternes vægt
- Er lavendel ikke mere lilla?